Flintenlund trial

Det var en smuk, men lidt kold 1. maj, da familien Melhede havde inviteret til konkurrence i klasse 1 og 2. Som sædvanlig kom deltagerne kørende fra hele landet, så heldigvis var starten først sat til klokken 10, så alle kunne nå at komme frem uden at skulle alt for tidligt op. Man kan kun komme i godt humør når man ankommer til familien Melhedes residens. Man føler sig helt hensat til en Morten Korch film med den utroligt smukke bindingsværksgård med tækket tag og en fantastisk beliggenhed blandt bakker, skov og vandløb.

Flintenlundbanen

Selve konkurrencebanen lå smukt placeret på en bakke med skov rundt i kanterne, hvor man kunne høre at spætten var på hårdt arbejde med at finde sin morgenmad. Dommer og tilskuere opholdt sig neden for bakken, og den placering gav et rigtig godt overblik for både dommer og tilskuere og det var let at følge med i hvordan det gik for deltagerne. Banen havde et lidt kort udløb. Fårene blev sat ud på toppen af bakken, og vi var fra starten advaret om at det ville være en svær bane fordi der var meget træk i fårene. Det viste sig, at en af dagens udfordringer var at få fårene ned fra toppen af bakken, fordi de meget hellere ville den anden vej. Det krævede en del pres fra hunden før fårene ville makke ret. Annette Melhede havde også advaret om at fårene kunne være meget svære at dele, så for at vi alle kunne få mest mulig sjov ud af det blev det besluttet at bytte om på penning og deling i klasse to, så delingen lå til sidst. At banen var svær viste sig også i drivningen som gav udfordringer til alle deltagerne. Det var meget svært at holde fårene nede på bakken og derfor var det en lidt anderledes position man endte i med hunden under drivningen, hvor man udover at skulle have fårene i den rigtige retning også hele tiden skulle passe på at de ikke stak af op ad bakken igen. Det var derfor kun ganske få deltagere som havde held med at få fårene igennem grinderne på en fornuftig måde, men heldigvis var det jo ens for alle og deltagerne tog udfordringerne med godt humør.

Vinderne i klasse 2: 1: Leo Thorsager/Nardo, 2: Annette Kofoed/Swix, 3. Karsten Bolvig/Frida

Konkurrencens dommer var også lidt gavmild med pointene i dagens anledning, sværheden taget i betragtning, men det var der ingen der protesterede over, og alle var glade for at konkurrere på en bane der var lidt anderledes end det vi normalt møder på en flad mark i det mørke jylland. Konkurrencen blev afviklet helt perfekt og der var mange gode gennemløb for både hunde og handlere.

Vinderne i klasse 1: Dennis Melhede/Taff, 2: Annette Melhede/Juno, 3: Annette Bergmann/Ime

Efter konkurrencen var Dennis Melhede chef for havegrillen og vi fik pølser og brød inden præmieoverrækkelsen. Dalum Dyrehandel i Odense havde sponsoreret præmier til de tre bedste ekvipager i begge klasser og der var både lidt godbidder til træningen og et stykke legetøj til vores bedste venner.

Grillhygge

Det var nogle trætte men glade hunde og mennesker der kørte hjem efter en hel dag ude i det dejlige vejr. Der skal lyde stor ros og mange tak til hele familien Melhede for et fantastisk arrangement, og jeg er sikker på at alle deltagerne glæder sig til næste gang der kommer en invitation til konkurrence på denne lille fynske perle af et landsted.

/Karsten Bolvig Hansen