EAOD i border collier kan give døvhed

af Maria Jensen

Når hunden bliver døv – Det oplever de fleste af os, der er heldige nok, til at vores hunde bliver rigtig gamle.

Men hvad mange ikke ved, er at omkring 35 procent….. Jeg lader lige det tal stå lidt…. Er bærere af en sygdom, som gør, at vores hunde begynder at bliver døve i alderen 3-5 år.

Jeg gentager: 35 procent er bærere af den her sygdom!

Det betyder, at ca. syv procent af hundene i vores race har den her sygdom og er i risiko for at miste dele af eller hele deres hørelse, mens de burde være på toppen af deres hyrdekarriere.

Til sammenligning har nogle af de sygdomme, vi ellers kan teste for, en bærerrate på en-syv procent Så det her er en langt mere udbredt sygdom end nogen af de andre, vi kan teste for og på trods af det stort set ukendt.

Heldigvis er der nu kommet en DNA test, så vi kan undgå at parre bærere eller affected, med en, der også er bærer af det syge gen.

Selve sygdommen gør, at fra hunden er ca. tre år gammel, (det er ukendt præcis, hvornår de starter med at miste hørelsen) begynder hørelsen gradvist at forsvinde. Nogle mister kun dele af hørelsen, andre bliver helt døve – og enkelte er – af ukendte årsager – upåvirkede af, at de har to syge gener.
Man kan ikke forudsige, hvor slemt hunden bliver ramt, men mange mister det meste af deres hørelse inden de bliver syv år.

Man skulle tro, man nemt opdager, at hunden begynder at blive døv, men det gør man ikke nødvendigvis. I og med at vi hyrder med dem, så vil vi hurtigere end sportshunde-folket opdage, at hunden begynder at blive ”ulydig” på visse kommandoer og afstande. Men oftest vil det blive tolket som ulydighed, og som at hunden bare gør, hvad det passer den. Det rigtigt ubehagelige er, at alt efter vores træningsmetoder vil hunden blive straffet for noget, der ikke er dens skyld eller hensigt, og den forstår ikke hvorfor.
Det er først, når den er stort set helt døv, at man begynder at opdage, at den ikke er ulydig, men at der er noget andet galt.

Min egen Yoda har sygdommen, og via en BAER test, da han var fem år, kunne vi se, at han var komplet døv på det ene øre og kun hørte på 2/5 punkter på det andet. På trods af, at jeg ikke anede det, var han samme sommer blevet nr. tre til DM i rally lydighed og udtaget til Årets Hund, og jeg havde endda startet lidt hyrdekonkurrencer i kl. 1 med ham (behøver vel ikke sige det gik elendigt).
Men det var først, da hans bror blev komplet døv og slet ikke reagerede på lyd, men kun lidt på vibrationer i luften, at det gik op for mig, at min hund ikke var ulydig eller dum, og jeg fik ham BAER testet, hvor det jo så viste sig, at han var stort set døv.

Fem år gammel!

Jeg havde intet opdaget, da han altid holder øje med mig og kommer når jeg kalder, for han kan se på mit kropssprog, at jeg kalder på ham, og han har tilpasset sig helt eminent ved at aflæse mit kropssprog, plus at han jo læner sig op ad de andre hunde, og gør som de gør. Så det var kun i hyrdningen, jeg undrede mig over, at han var blevet sådan et bæst og ikke ville (kunne) høre efter.

Inden da kendte nærmest ingen i DK til sygdommen, men jo mere jeg gravede, jo flere hunde viste sig også at være blevet døve i en tidlig alder.

Jeg købte endda en hund, som jeg dog solgte videre, men som efterfølgende viste sig at være fra et kuld, som også begyndte at blive døve i samme alder som Yoda.

Der er ingen måde, man kan vide, at ens hund ikke er bærer af sygdommen. Der er endda ikke nogen måde at vide, at den ikke selv har sygdommen uden en DNA-test. Hundene vil desuden typisk nå at indgå i avl, før man opdager de første tegn på, at hunden mister hørelsen, hvis man ikke DNA-tester.

Vi sendte blodprøver ind til nogle studier, og sidste efterår identificerede forskerne generne involveret i sygdommen, og i juni kom DNA-testen på markedet. Sygdommen er ressecivt nedarvet (se artiklen om Viola Hebelers foredrag for en yderligere forklaring), så bærer kan parres med hunde, der ikke er bærere, uden at man risikerer at få syge hunde, og det er en vigtig ting at huske for ikke at få for lille en genpulje.

Indtil videre er over 36 procent af de testede hunde bærere af sygdommen, og over syv procent er affected. Det betyder, at vi står med et kæmpe problem i racen. Jeg har set stamtavler fra mange hunde, der er bærere og syge, og det er meget kendte linjer, der ligger bag, og vi kan ikke vide, om det kommer fra dem eller ej uden at teste.

Vi har ikke mulighed for at udelukke bærere af EAOD i racen og skal heller ikke gøre det.
Men de skal kun parres med frie hunde, så hvalpene ikke kan udvikle sygdommen.

Den eneste, der udbyder testen pt., er MyDogDNA og den koster 99 euro + evt CEA, der laves hos Optigen, men som MyDogDNA sørger for. For de penge får man testet for ALLE sygdomme i bc’er inkl. ALLE sygdomme, de kan teste for i ALLE racer. Det betyder, at vi har mulighed for at fange eventuelle nye sygdomme i racen, før de bliver et problem. Blandt andet har man fundet blødersygdomme hos enkelte bc’er, som man ikke kendte til før, og man kan derfor sikre, at de hunde ikke giver en ny sygdom videre. I alt testes der for ca. 180 forskellige sygdomme.

Med tiden vil testen blive udbudt af andre laboratorier, men pt. er det kun her, vi har mulighed for at teste – og mange gør det heldigvis!

Men det er for mig lidt af en øjenåbner, at en sygdom så få kender, er den pt. mest udbredte i racen. Det understreger vigtigheden af, at vi både som købere og opdrættere tager ansvar for at bibeholde vores race som hyrdehund. Det gør vi bedst ved at sikre, at vi laver fornuftig avl på egenskaber, men så sandelig også med hensyn til sygdomme.
Jeg taler af erfaring – en døv hyrdehund er ikke ret meget bevendt!

Så hermed en opfordring til at hjælpe med at komme en desværre meget udbredt sygdom til livs, så vi fortsat kan have en sund race, der kan være en god makker i både hyrdning og sport.