“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”

Af Marie Louise Holmgaard

ML1

Hvem kender ikke dette citat af Pippi Langstrømpe? Det tror jeg, en stor del af befolkningen gør. Det er bare ikke særligt mange af os, som tør leve efter det, og det er jo en skam, fordi på den måde bremser vi os selv i udvikling – i at lære nyt.

Og så længe vi lever, bør vi lære. Af mange årsager.

Evnen til at lære nyt hele livet er et af de mest stabile træk, der nogensinde er målt i psykologien. Rent fysiologisk så vokser hjernen, hvis den bliver brugt. Ikke at den pludselig kommer ud af ørerne eller sprænger kraniet, men en aktiv hjerne danner nye forbindelser mellem hjernecellerne og i visse tilfælde nye celler, der er med til at kompensere for den konstante og livslange nedbrydning af andre celler.

Akkurat som hjernen skal have ilt, sukker og blod fra kroppen for at fungere, så skal indlæringsevnen også have åndelig energi for at fungere optimalt. Den skal med andre ord fodres.

Jo ældre vi bliver, des mere bevidste bliver vi, og dermed bliver vi mere kritiske med, hvilke nye situationer vi vil bringe os i, når det kommer til indlæring af nyt.

Vi har en iboende frygt for ikke at være gode nok, og derfor er det en typisk forsvarsmekanisme hos voksne at stejle, når vi bliver præsenteret for noget nyt. Noget som afviger fra det vante.

Man ved, at opfattelsen af, at unge er bedre til at lære end ældre, ikke holder. Men de lærer hurtigere, og de er hurtigere til at sætte sig ind i helt nye og ukendte ting. Det gør, at de bliver helt ukritiske med, hvad de lærer, mens jo ældre vi bliver, jo mere kritiske bliver vi i vores prioritering, hvilket handler om følelsen af at lære nyt og muligvis komme til at lave fejl.

Jeg læste en anekdote om en kvinde, som var sendt på efteruddannelseskursus. Ved evalueringen blev hun spurgt, hvilken del af kurset hun havde været gladest for, hvortil kvinden svarede: “Maskinskrivning” – og hvorfor så det? Jo, det kunne hun i forvejen, så det følte hun sig tryg i.

Usikkerheden og angsten for at fejle giver folk en modstand mod læring. Og det er jo et problem, men ikke et problem, som ikke kan løses. Det er op til det enkelte individ, om det vil bremse sig selv i læring og dermed udvikling.

Man skal bare huske på gevinsten ved at lære nyt. Det giver en stor indre tilfredsstillelse, når vi overvinder os selv og lærer noget nyt. Vi bliver så kisteglade og får mod og lyst til at lære endnu mere.

Og vi vil alle fejle, når vi skal til at lære noget nyt, men hvis vi ingen fejl laver, så kommer vi ingen vegne og husk; stagnering har aldrig gavnet nogen eller noget.

Det er menneskeligt at fejle, og især når vi lærer nyt.

Gevinsten ved at lære hele livet, selvtilfredsstillelsen når vi lykkes, bør være  langt større, end modstanden mod at lære nyt, frygten for ikke at være gode nok eller frygten for at tabe ansigt.

Ovenstående er ikke noget, som jeg har opfundet, det er der forsket i og dermed skabt evidens for.

Så lad os alle, hver og én, finde vores indre Pippi og finde glæden ved muligheden for at lære nyt.

Finde vores indre drivkraft og viljen til at træne og ikke mindst kærligheden til vores sport.

DU kan godt!

Vi kan alle!