Dødsfælder i den danske natur

Et af DHK’s medlemmer har desværre mistet sin fem måneder gamle – vidunderlige – hvalp i en helt urimelig ulykke.

Winnie H. Schwartz var med ude at lede efter hvalpen igennem et par døgn. Desværre fik eftersøgningen en tragisk udgang, og Winnie skrev derpå et opslag på Facebook. som Hyrdebrevet har fået lov at dele:

af Winnie H. Schwartz

Jeg er knust, frustreret, rasende og fuldstændig ødelagt 😥 I et moderne samfund som Danmark – hvor vi burde passe på hinanden og vores dyr – både dem derhjemme og dem i naturen. I det Danmark findes der stadig dybe brønde – brønde der ikke bruges mere.

De sidste par dage har en sådan brønd dannet ramme om en ganske tragisk hændelse. Brønden var ikke markeret, den var ikke lukket af – der er blot et dybt hul i jorden, camoufleret af ukrudt og korn, der stod højt omkring den. Den ligger lige op til en offentlig grusvej, hvor børnefamilier går tur. Hvor hunde bliver luftet. Hvor rådyr og katte færdes. Mus, pindsvin osv. osv. osv.

Mandag kl. 18 skete det, der ikke måtte ske: En fem måneder gammel hvalp faldt i hullet.

Vi var mange ude at lede efter hende – børn, voksne og hunde. Vi gik rundt derude i skumringen, og vi kunne lige så vel som den lille hvalp være faldet i hullet og dermed have delt hendes skæbne.

I går fandt man brønden, og man fandt den lille hvalp, der lå død 11 meter nede. Først her til morgen lykkedes det at få hende reddet op, så hendes familie kunne begrave hende hjemme i deres have.

Alle er fuldstændig sønderknust, og tilbage står frustrationerne i kø og angsten for, hvor mange flere dødsfælder, der findes rundt om i landet – der hvor du og jeg og vores børn og hunde færdes.

Derfor er min bøn til jer alle – hold øje med gamle brønde. Ved I, at der er én på jeres mark et sted eller på naboens – så hank op i hinanden, så dækslerne bliver vedligeholdt. Eller sørg for, at den bliver fyldt op efter gældende lovkrav.

De er ikke kun dødsfælder som i dette tragiske uheld. Men de er også direkte boringer ned til vores allesammens grundvand. Og risikoen for forurening er kæmpe stor.

Del gerne dette opslag, så vi kan få lukket af for de gamle brønde. Det kan redde liv, og så har den skønne hvalps død trods alt ikke været forgæves.

Del budskabet, så vi når ud til så mange som muligt.