af Lotte Holmstrup
Det var ikke en overdrivelse at kalde det voldsomt vejr, da 1. kvalifikation blev afviklet på Feddet lørdag den 15. juni 2019 med Kim Samson som vært.
Morgenen begyndte rolig, diset og lun. Men allerede op ad formiddagen trak skyerne sig sammen, og tordenen begyndte at rumle i det fjerne. Hen mod middag var der ikke lang tid mellem lyn og torden, regnen væltede ned, og dommer James Howard og undertegnede, der var baneformand, talte hele tiden – mere og mere urolige – om det nu blev for farligt at gennemføre konkurrencen.
Sammen med Holger Schierning fra Konkurrenceudvalget, Kim Samson og udsætterne Winnie H. Schwartz, Mette Drue Stampe Springborg og Jannie Ladefoged og de enkelte deltagere besluttede vi for hvert gennemløb, om vi ville fortsætte. Alle fik lov at sige fra, og dommeren bad mig orientere deltagerne enkeltvis om, at hvis de gik på banen under uvejret, ville de ikke blive diskvalificeret, hvis de ønskede at stoppe midt i deres gennemløb. Det skulle så efterfølgende besluttes, om de skulle have en omstart eller blot fortsætte, hvor de var stoppet.
Det blev dog ikke aktuelt, da ingen benyttede sig af muligheden. Men kl. 12.30 var uvejret så heftigt, at vi besluttede at suspendere konkurrencen i først en halv time og derpå endnu en halv time.
Heldigvis drev uvejret nogenlunde over ved 13.30 tiden og blev afløst af heftigt blæsevejr med et par enkelte tordenbrag i løbet af resten af eftermiddagen.
På trods af uvejret blev det en rigtig fin dag på en relativt svær bane med gode får. Resultatet af 1. kvalifikation kan ses her http://hyrdehundeklubben.dk/konkurrencer/resultater.html