af Morten Østergaard

I 2012 tog Lis og Tina Palm på tur til Sydwales, og i 2015 rejste duoen til Nordwales. De rejste afsted i august begge gange. At det lige blev Wales i stedet for andre steder i Storbritannien var primært pga. af anbefalinger fra venner og bekendte i hyrde verdenen.

Begge gange har det været en fantastisk oplevelse at være afsted. Men turen i 2015 overgik den første tur 2012. For i Nordwales kom de to ud til en masse konkurrencer, og Lis og Me vandt sågar en af konkurrencerne og kunne tage den nette sum af 20 pund med hjem i præmie. I Nordwales var der heller ikke så langt i mellem konkurrencerne, som det så ud til på kortene over Sydwales.

Sydwales i 2012

Rejsen gik fra Danmark til Calais i Frankrig, hvor damerne tog med biltoget til Dover i England og derfra kørte videre til Carmarthenshire i det sydlige Wales. Før de rejste hjemmefra, havde de fået forbindelse til Mike Hemmings, så de havde et sted, hvor de kunne træne. Og her fik de trænet meget på forskellige udfordrende arealer såsom meget bakkede marker, stendiger og huller eller manglende sten i gærdet, hvor fårene skulle føres over.

Huset, som Lis og Tina havde lejet via nettet, var desværre en mindre katastrofe! Det var uhumsk og ikke et sted, som man havde lyst til at bo. Så de måtte via Turistbrochurer finde et andet sted at bo. Det blev til The Glynhir Estate som er en gammel herregård, hvor boligerne rundtom kan lejes. Der var desuden restaurant i hovedbygningen, et orangeri, og påfugle i parken.

Lis og Tina havde på anbefaling hjemmefra anskaffet sig konkurrenceprogrammet. Derfor havde de kontaktet The South Wales Sheepdog Trials Association inden afrejse, og det var foregået med ”gammeldags” frimærker og pundsedler vedlagt i kuverten. Lis fik så tilsendt S.W.S.D.T.A. Diary (kalender), hvor alle konkurrencer for 2012 var noteret. Desværre lykkedes det ikke at komme ikke til så mange konkurrencer i det sydlige Wales, selv om de havde lavet en ruteplan hjemmefra. Men det viste sig, at der var langt imellem konkurrencerne, og flere gange oplevede de, at konkurrencerne var aflyst, når de ankom.

Færdselsreglerne er en smule specielle i området. Men det var ikke det at skulle køre i modsatte vejbane, der var et problem, for ude på landet viste det sig, at der faktisk kun er én vejbane at køre i, og så er der nogle vigepladser på vejen. Den, som så er nærmest en vigeplads, bakker tilbage til den! Tina var udnævnt chauffør på turen 😉

Imens Lis og Tina var i Wales, kontaktede de Angie Driscoll og fik booket sig ind til træning hos hende. Det var god træning og gode forhold. Her var der også mulighed for, at man kunne bo, hvis det skulle blive aktuelt for andre.

Efter en god og vel overstået tur i det Sydwalisiske gik turen hjemad igen. Her blev der gjort stop i Holland, hvor CSC 2012 blev afviklet. En skøn måde at afslutte en fantastisk tur på.

Nordwales i 2015

I 2015 skulle turen gå til det nordlige Wales. Rejsen skulle denne gang gå fra Holland med færgen til England.

Planlægningen af turen og aktiviteterne undervejs var lidt nemmere end i 2012. Hjemmefra havde de fået kontakt med Gwyn Lightfoot, som havde informeret om gode konkurrencer og om, hvilke områder de blev afholdt i.

Boligen blev booket hjemmefra, og denne gang var det et fantastisk lille hus med lukket have, hvor hundene kunne være. Det lå centralt i forhold til købmanden og den lokale pub og i det hele taget tæt på alt – blandt andet en stor herregård, hvor det viste sig, at der var et større arrangement med hestekørsel, hyrdeopvisning, boder og en hyrdekonkurrence, hvor Lis og Tina kunne deltage.

På denne rejse fik de arrangeret undervisning af Arwyn Davies, som var helt enormt givende og meget lærerigt. Gode arealer at træne på og masser af læring. De havde også samtræning med Gwyn Lightfoot, mens de var derovre.

Områdekoden i Wales er vigtigt at få sat ind på gps’en, fandt de ud af på den trælse måde, da de havde kørt mange omveje. Men igen kunne Gwyn Lightfoot være behjælpelig, og det viste sig, at områdekoden fortæller mere om, hvor konkurrencerne finder sted, end selve adressen.

På denne tur deltog de i en masse konkurrencer, mindst 11-12 stykker. Nogle dage var der endda flere konkurrencer på samme dag. Man kører simpelthen rundt til de forskellige steder og skriver sig på en liste, som hænger på konkurrencestedet. Så er man måske nr. 35 et sted og nr. 10 et andet sted etc. Og så kører man imellem de forskellige steder. Det er en speciel oplevelse, og konkurrencerne bliver mere som træning.

Lis fortæller, at hun naturligvis var nervøs de første par gange, som man ofte er til en konkurrence, men at det blev lettere efterhånden, og at man så ser det mere som træning, når den næste konkurrence kun er 10 km borte, eller der er muligheder igen i morgen.

Det er en lidt anderledes oplevelse at konkurrere derovre. Blandt andet kan man blive bedt om at forlade banen, selvom hunden ikke har bidt eller jagtet, men bare helt enkelt fordi man undervejs har smidt for mange point. De erfarne handlere går selv af, hvis de har en ide om, at noget er gået galt.

Det var også ret specielt at se nogle af de får, som blev brugt fx tre tykke trunter, som ikke vil gå for en hvilken som helst hund, og som så bare stiller sig op. I Wales var det bare tough luck, så må din hund vise, om den kan flytte får eller ej!

Det samme med udsætningen, hvor vi i Danmark har en fin pæl, som fårene helst skal placeres ved. I Wales blev de sat ud sådan cirka der et sted, og så var det om at få sendt hunden, for udsætteren var allerede på vej tilbage til folden for at gøre næste hold klar.

Nogle steder kan man endda ikke se udsætterfolden nede fra startpælen og dommeren. Men så hejser man en lille markør på en pind som viser, at man er klar til nye får.

Ved en af konkurrencerne i 2015, blev fårene sat ud ved en skrænt, og så var der træer og huse langs marken. Denne konkurrence husker Lis tydeligt, for dén vandt hun med Me! Pengepræmien på 20 pund. Lis fik også en 3. præmie i en af konkurrencerne, og Tina havde mange fine gennemløb på de forskellige steder.

Præmiepengene, som Lis vandt, hænger i dag i glas og ramme på væggen hjemme i Kvosted.

Lis understreger, at det er rigtig hyggeligt til konkurrencerne derovre, og at waliserne er meget imødekommende og giver gode fif, når man står der som fremmede.

Rejserne har været så fantastiske, synes Lis, og hun vil meget gerne til Nordwales igen.

Om Lis

Lis Lykke Gregersen bor i Kvosted mellem Viborg og Skive med sine pt fire Border collier og 14 får, som er fordelt på lüneburgere og gotlændere. Lis købte sin første border collie Misty tilbage i 1995, hun blev hentet i England. Fårene var allerede anskaffet på det tidspunkt, men Misty var ikke den mest tændte hyrdehund, og først i 2007, da Lis fik Mayzee, kom hun rigtigt i gang med at hyrde.

I dag har Lis Mayzee, Me, Mint og lille Mary, og alle hundene er trænet på får. Mayzee, som i dag er en ældre dame, er stadig en aktiv hund, og hun elsker at se på og holde fårene – altså der hvor Mayzee mener de skal holdes 😉 Mayzee har opnået at blive årets hyrdehund i Border Collie Klubbens klasse 1 i 2008. Me og Mint er aktive konkurrence hunde i kl 3 og kvalifikationskonkurrencerne og Mint i klasse 1-2 i Hyrdehundeklubben. Nyeste skud er Mary, som lige har påbegyndt sin træning til kommende konkurrencehund. Me, Mint og Mary er alle Lis’ eget opdræt.