Så er et nyt år skudt i gang, og det med en formidabel weekend i Holstebro med 2 dages udfordrende klasse 3 baner.
Det er en fantastisk luksus at have tilgang til og mulighed for, at kunne arrangere konkurrencer på så store marker at der kan laves forskellige baneopstillinger – en baneopstilling lørdag og en helt anden opstilling søndag. Det er fantastisk udfordrende, og det er prisværdigt at Annette og Per vil påtage sig at arrangere konkurrencerne for klubben.
Det er også en meget stor luksus at ejeren af Storålam, Jørgen Blazejewicz, så beredvilligt stillede får og markerne til rådighed.
Både til Jørgen, Annette og Per skal der lyde en stor tak.
Og nu jeg er derved, må vi så sandelig ikke glemme at takke Eva, Conny og Karl, der kom ene og alene for at stille deres tid og arbejdskraft til rådighed som hjælpere med udsætning af fårene. Også en tak til dem, der foruden at deltage, også hjalp til med udsætningen af fårene, som baneformænd og med at bygge banen om. Også en stor tak til dommeren Thijs Gottmer der sammen med sin ”sekretær” Renee havde taget den lange tur helt fra Holland.

Det er endnu vintersæson og mange hyrdefolk har siddet og sidder stadig med en længsel efter at komme i gang med hundene, så derfor var det heller ikke uventet, at en hel weekend med konkurrencer havde tiltrukket mange handlere fra vores udenlandske nabolande.
Vi så også dette behov om at komme i gang, fra især de norske deltagere, dengang Peter Helén var ansat hos Storålam. Så det var ingen overraskelse at der var stor tilstrømning fra Norge. Egentlig heller ikke at mange fra Tyskland havde tilmeldt sig og ønskede at deltage.
Det er altid hyggeligt og især meget inspirerende at være med sammen med vores udenlandske kolleger. Det er samtidigt også rigtig en god anledning og mulighed for at gøre gengæld og sige dem tak, fordi vi også må komme og deltage i deres konkurrencer.
Det er dygtige folk, som vi kan aflure og lære en masse af. Alene bare at være tilskuer er næsten som et godt kursus.

Det var klart at i hvert fald mine hunde og jeg var “noget rustne” efter en lang vinter, hvor der på grund af meget sne på markerne i det meste af januar måned, ikke har været de bedste muligheder for at få trænet hundene. Så deres kondition og dermed også deres evne til at koncentrere sig, lå på et meget lavt niveau. Resultaterne – i alt fald mine – var også derefter. Men det var frem for alt dejligt at komme i gang.
Og dertil må jeg også sige, at vi danskere har rigtigt meget at behov for at kunne konkurrere med disse dygtige udlændinge for at mærke, hvilken standard vi er nødt til at komme op på, hvis vi fortsat vil være med og klare os internationalt.
Sidst har vi jo set, at vi til World Trial blev frataget en plads som følge af, at vi internationalt ved såvel nordiske mesterskaber som Continental, ikke har kunnet fremvise de gode resultater, som vi tidligere kunne.
Så derfor er det så vigtigt, at vi har dette internationale islæt i vores konkurrencer, når det er muligt. Og det var det så heldigvis i weekenden i Holstebro.

Weekenden bød, for nogle af deltagerne, jo også på en god lejlighed til at træffe hinanden på det sociale plan – få spurgt til, hvordan det går, er der nye hunde på vej, er der interessante parringer og hvalpe derfra osv. osv.
Nogle af deltagerne havde vi ikke set siden Nordirland sidste efterår, og nogle siden endnu længere tilbage. Nogle var helt nye, omend man havde hørt omtale om dem. Det gav mulighed for nye kontakter.
Jeg mener: Er det ikke herligt at man kan tage på ferie til udlandet og stort set overalt kan finde personer i telefonens kontaktliste, og hvor man måske kan træffes til lidt træning under nye forhold. Det har vores hunde bare så meget gavn af for at kunne blive endnu bedre.

Så det var derfor også et prisværdigt initiativ af arrangørerne, at de havde sørget for muligheden for det sociale samvær, idet de havde arrangeret muligheden for, lørdag aften, at spise og hygge sig – danskere og udlændinge sammen. Stort set alle deltagere samt både dommeren og Fam. Blazejewicz deltog og havde en hyggelig aften sammen. Derudover blev der i middagspausen budt på en varm frokost til alle deltagere – Mulligatawny suppe den ene dag og chili con carne den anden dag. Her må vi så også sige tak til den yngre generation Kofoed, som bistod med stor hjælp med maden. Kaffe og kage kunne der – for et beskedent beløb – købes hele dagen.

Med den store indsats fra arrangørerne side, var det heller ingen overraskelse at stemningen hele weekenden var særdeles god – selvom fårene bød på store udfordringer, og selvom alle ikke opnåede de gode resultater man altid håber på – udtrykte deltagerne, ved afslutningen søndag sidst på eftermiddagen, stor tak og tilfredshed og at det havde været en god weekend.
Jeg vil bare tilslutte mig koret, og sige stor tak til alle der har været med til at gøre denne weekend god, interessant, spændende, udfordrende og lærerig. Det var en mønsterweekend på, hvordan man have det godt sammen i en forening.

Men nu er man jo ikke mig, uden at komme med en lille ”aber dabei” beklagelse. Og den skal lyde på, at det er så super ærgerligt, at der ikke er flere af klubbens medlemmer, som gider påtage sig det – i virkeligheden “lille” job det er – at være initiativtager til at arrangere flere konkurrencer – store som små, og at man ikke bare sidder og beklager sig over, at der ikke er nok konkurrencer og at man måske ingen konkurrencepladser får.
Og er det nu sådan, at når man endelig fik det arrangeret det således at man havde fri til at kunne tage af sted og endelig fik sig taget sammen til at tilmelde sig, at der desværre ikke var flere pladser ledige, så vil det da være oplagt at komme ud og tilbyde hunden noget fornuftigt og lærerigt arbejde med at hjælpe til med at sætte får ud. Det tager hverken hunden eller føreren skade af.

Ingenting kommer som bekendt af ingenting – Bortset fra lommeuld, som Storm P sagde det. Men alting kommer af initiativtagere. Så vil man have og nyde, må man også give og byde. Man også selv tage initiativ – stort eller lille. Man kan kun høste af de frø man selv er med til at så.
Velkommen til forårssæsonen 2024.
Finn B Petersen