Kære alle medlemmer
Vi nærmer os nu med hastige skridt et nyt år. Men først skal vi igennem en forhåbentlig fredfyldt juletid.
Året vi nu forlader har som alle vel har bemærket, ikke været uden problemer og udfordringer. Vi kan kun håbe på at tingene snart vil stabilisere sig til det bedre, så vi forhåbentlig kan nyde foråret og de nyfødte lam på markerne.

Forhåbentlig kan vi også samle lidt flere medlemmer til klubbens arbejde. Medlemmer som vil kunne føle sig velkomne og tilgodesete i foreningens arbejde. Klubben skulle jo gerne tilbyde noget for alle, og de sidste arrangementer – kl. 1 og 2 konkurrencer og kursus – henvender sig netop til de handlere der fortsat befinder sig på begynderniveau. Det har været arrangementer, hvor der også har været lagt vægt på det sociale samvær, i håb om at nye og gamle kunne lære hinanden at kende. For de mere erfarne har der i efteråret også været muligheder for at prøve kræfter på kl. 3 niveau.
For ca. et par uger siden, kom jeg en søndag formiddag til at høre noget P1 radio. Med i udsendelsen var en kvinde, som havde en – efter min opfattelse – rigtig fin tanke om konkurrencer og konkurrencesamfund.
Hun sagde følgende:
”Hvis man kun er god fordi man er bedre end de andre, så er det ikke noget værd, fordi det betyder at de andre er dårligere for at jeg kan være er bedre og det er intet værd.
Nej man skal være god i forhold til sig selv, i kraft af sig selv.
Og hvis vi tør slippe den der med at mine medmennesker er konkurrenter, og bare siger at de er mine medmennesker og vi er forskellige, så tør vi også at være sammen og opleve glæden ved at være sammen.”
Udtalelsen slog mig i forhold til at klubben somme tider revses for kun at være konkurrencer og har en kultur, hvor medlemmerne ser ned på og bekæmper hinanden som konkurrenter.
Jeg tror det er vigtigt for en god forening at man som medlem hæfter sig ved ordene ”god i forhold til sig selv, i kraft af sig selv” – at man ikke hele tiden fokusere på ”konkurrentens” fejl, for så kommer man jo ikke selv et skridt videre – og det gør ”konkurrenten” heller ikke, og vi ender alle under laveste fællesnævner.
Hvis man derimod som medlem tænker ”Det lavede han/hun knageme godt, hvordan kan jeg selv blive lige så god eller måske bedre”. Jeg tror at hvis man arbejder med at analysere sit eget arbejde for at finde forbedringer, og glemmer tanken om at jeg er bedre eller dårligere end ham/hende, så bliver man selv automatisk bedre, og de andre medlemmer er mine medmennesker som jeg glæder mig til at være sammen med.
Med disse lomme-moralske overvejelser vil jeg gerne ønske alle – både to og firbenede – en rigtig glædelig Jul samt et godt Nytår, hvor vi vil mødes til klubbens arrangementer og støtte op omkring hinanden.

Med venlig hilsen
Finn B Petersen
formand