



Søndag d. 27 juni var Annette Bergmann igen vært for den superhyggelige, uformelle og rare Farmer Trial . Der var 13 starter, da en havde meldt afbud. 4 får pr start.
Sven Seiberg var godt repræsenteret i kl 3 med tre hunde. Annette og jeg udgjorde resten af denne udsøgte lille klasse 3 klub. Fårene var fine, små racerbiler med kontant afregning hvis de ikke brød sig om hundens attitude, hurtige bevægelser eller tætte flanker. Ellers gik de pænt og roligt. Det er utrolig lærerigt at træne på disse små, intelligente får. Man får det man beder (eller ikke beder) om.
Klasse 2 og 1 foregik for det meste i god ro og orden. Da hundene skulle drive fra grinde til grinde med ro i mellem hvert moment, var der meget mere kontrol, end det man kunne frygte med så følsomme og lette får.
Lone var dommer og gjorde meget ud af at hjælpe og støtte dem, der havde behov for det, med alt fra opmuntrende kommentarer til direkte ringdans. Men hun var benhård og dømte, som var det en kvalifikation.
Derfor vil jeg opfordre alle nye, som står og tøver på startstregen, til at komme med næste gang. Vi er supersøde, og der plejer også at være kage og kaffe 😉
Lena Nærland 28. juni 2021